En skygge mere bliver til lys – egodødens mange faser

Lad energien blot strømme igennem dig, for så at give den videre. Energien kan nogle gange sidde fast i gamle blokeringer og hvis vi begynder at arbejde sammen med den for at opløse blokeringen opfattes den i første omgang som kaotisk, men kaos er jo også en mulighed for, at noget nyt kan ske, så at vi ikke længere sidder fast iden gamle rille.

I første omgang udløser kaos respons af modstand. Når vi føler et ubehag, vi ikke forstår og som opstår i en situation, hvor vi mister fodfæstet, vil vi per automatik går i forsvar. Jeg forstår ikke det her – modstand, forvirring ubehag. Jeg vil tilbage til noget velkendt. Men når man arbejder med sig selv, oparbejder man også en modstand på det velkendte  – jeg vil ikke det velkendte, for det er måske den falske tryghed og nu vil jeg altså videreforløse mine traumer og det som holder mig tilbage.

Så kaos fornemmelsen giver en følelse af skakmat, jeg kan ikke gå frem og jeg kan ikke gå tilbage, jeg bliver blot nød til at være i det lige nu. Ingen retning, ingen løsninger, ingen muligheder og det føles mega ubehageligt. Med bliv i det hvis du vil udvikle dig, tag ikke bagdøren/udvejen a la nu tror jeg, at jeg har regnet den ud, jeg skal flytte mig, jeg skal skabe noget nyt. Men så skaber vi fra et lag vi allerede er i, og her er ingen løsninger til problemet, der er kun flugt, eller vende tilbage til komfortzonen. Når muligheden for at løse kaosfornemmelsen indeni viser sig, så tag muligheden som en gave til udvikling.

Det vi skal begynde at række ud efter er nye muligheder i energien, som vi ikke forstår og som vi ikke har prøvet før. Holder kun fast i – jeg er her lige nu og kun nu med alt hvad der er uden modstand. Jeg har ingen forventninger til noget eller nogle præferencer ud over, at jeg vil videre og af med mit traume eller overbevisning. Jeg bliver i ubehaget og venter på at energien kommer til mig. Jeg sætter intensionen om at holde hele feltet åbent og accepterer hele tiden det som er, uden at række ud efter løsninger, kun muligheder. Jeg åbner for at sanse det hele, mærke livet, tør mærke alt hvad der er. Jeg sætter intensionen om at være fuld kontaktbar med alle antenner åbne. Så kom med det, jeg vil ikke længere begrænse mig selv, jeg vil være fri. Ubehaget fra gamle fast-frosne følelser når sig maksimum.

Så kommer der en ændring i energien, jeg bliver bedt om at slippe og jeg får mod og lyst til at slippe, jeg slipper det hele. Først bliver det ubalanceret så jeg sejler rundt, svæver i space uden fodfæste. Jeg har givet slip på alt på en gang og slippet har været for stort. Nu begynder indtagelsen af kaosset, hvis vi ikke indtager tyngden af kaosset, kan vi ende i fortvivlelse eller depression eller hoppe tilbage i komfortzonen ved at fikse med hjælp udefra.

Jeg begynder at acceptere kaosset og kan nu holde ud at være her, selvom jeg i den periode ikke længere ved hvem jeg er eller hvor jeg skal hen og det giver et hop til den næste fase i traumeforløsningen. Som er overgivelsen, jeg kæmper ikke længere mod noget, ikke engang på at fikse depressionen eller ubehaget. Jeg ser nu muligheden for at arbejde sammen med tyngden og se hvad den vil mig. Tyngden accepteres nusom den power jeg har lagt udenfor mig selv. Her er det vigtigt at vi ikke begynder at tage poweren hjem, for vi skal et lag dybere ned, for at få fat i traumet. Vi skal først have en følelse af totalt at have mistet kontrollen. 

Forvirringen afløses af tab af kontrol, jeg har overgivet mig til min skæbne, jeg handler ikke, hvis jeg ikke har et klart ja fra hjertet. Energien begynder nu at kunne ses i det fysiske, de nødløsninger og bagdøre jeg tidligere ville kunne vælge her, er nu lukket i tillid. Jeg mærker synkroniciteterne, jeg ser cyklussen fra start til nu og ser sammenhænge. Jeg er stadig i ubehaget, jeg føler jeg er lost, ingen løsninger viser sig endnu, ingen bagdøre, ubehaget tager til, nu er jeg på vej i af-grunden, jeg dør nu, jeg kan ikke mere, jeg klarer den ikke, jeg må have hjælp for at overleve. Jeg er virkelig bange, for jeg føler jeg er låst inde i et rum uden døre. Jeg lader mig glide endnu længere ned i dybet i frit fald. Jeg ønsker at dø lige her. Og jeg bliver, accepterer døden, overgiver mig til døden, ser mit liv passere i en hurtig film, mit ego kæmper og ser at alt passer til, at jeg skal dø nu, jeg skal op til gud eller hvad man nu tror der venter, jeg kan ikke udholde at være her mere, det var det. Jeg kan ikke mere og må give fortabt.

Lige her mærker jeg ekkoerne fra tidligere lignende situationer og fornemmer, jeg har været her før, jeg døde ikke. Hvad er det værste der så kan ske? Jeg har nu gået med tyngden af skyggen længe nok til at den er blevet integreret i mig, jeg har accepteret den side af mig og er nu ikke længere bange for at komme i kontakt med den side. Den side er jeg også og det er okay. Jeg mærker at roen lige så stille indfinder sig i kaosset og i kontrolløsheden, jeg svæver bare og har ikke travlt nu, jeg svæver i space og ved at jeg lander, det gør alt i space altid, på grund af tyngdekraften. Jeg ved nu at jeg er nået over treshold, point of no return. Jeg gjorde det, det kommer en lille jublen inden i, men ved ikke, hvor jeg lander. Jeg mærker bare at det værste er over-stået. Jeg mærker at tyngdekraften er guds kærlighed. Den holder os altid på jorden og lige her tændes håbet. Det er noget der er større end mig, der bærer mig. Jeg er allerede båret, jeg skal bare træde tilbage i kroppen og i livet. Jeg klarer den, jeg kan ikke falde, når der altid er noget der bærer mig. Den ubetingede kærlighed fra moder jord og fader himlen træder endnu mere frem og skubber mig fremad og siger, jeg tror på dig. Du er allerede set og hørt, jeg ser dig og hører dig og du er fuldstændig vidunderlig og perfekt. Du er skabt af gud og derfor er du perfekt.

Her er det igen vigtigt at jeg ikke søger løsninger eller bliver utålmodig. Jeg skal bare være her og overgive mig til energien. Mine sanser er blevet skærpet, jeg er kommet igennem endnu en egodød, jeg er blevet mere kontaktbar, mere levende. Jeg tør være mere mig selv, mere sårbar og autentisk, der er en ting mindre inde i mig, der er bange, en skygge mere, der er blevet til lys. Hvad der før var et sugerør som jeg trak vejret igennem, er nu blevet til et rør med en diameter, som en gammel 5 øre. Der er stadig lang vej til at jeg kan indtage hele livet, for når jeg kan det, vil det føles som om, at jeg kan indtage livet gennem hele min søjle, men jeg er på vej og udvider formen, for hver egodød jeg gennemlever.